Er Nets solgt på basis af en ‘nødløgn’?

Hykleriet har nået nye højder i lille Danmark og medierne flyder over netop nu af to skandaler: Den ene; SE og HØR, Nets, Rigshospitalet, Lufthavnen og sikkert mange flere, der har holdt godt øje med de kendte og kongelige. Den anden drejer sig om tre dommere og kollegaer, der har blåstemplet, at topembedsmænd i Justitsministeriet kun har stukket en “nødløgn” overfor Folketinget.

Umiddelbart har de to skandaler ikke meget med hinanden at gøre. Men de er led i et fælles mønster, de er udtryk for voksende hykleri i Danmark. Centrale institutioner i vores samfund spiller fallit og alle garantier om den personlige “databeskyttelse” er åbenlyst tomme løfter.

Dynekiggeri sælger billetter. Basta!

Modsat alle andre, kan jeg ikke forarges over arbejdsmetoderne hos Se og Hør. Al balladen er sat i bevægelse af romanen ”Livet, det forbandede”, som er udgivet af en tidligere SE OG HØR-journalist, Ken B Rasmussen. Forfatteren der i et interview, åbent fortalte at han hader Aller koncernen – i dag sikkert ganske gensidigt.

Men det kan da ikke være nogen hemmelighed at masser gode danskere gennem alle tider har “sladret” til SE og HØR, BT og alle de andre medier. De har så fået deres usle mammon som tak, og måske har “sladderhanken” ligefrem syntes, at det var ”skide skægt” at være med når “deres” historie ramte forsiden. Sladderbladene og de kendte har altid levet i en afhængig symbiose.

Nu oplever vi hvordan at BT og Ekstra Bladet sat sig i moralens højsædet, mens de hamrer løs på Se og Hør. Kampen om oplag og annoncekroner er der ingen, der taler højt om? Men om, det er det ene medie eller det andet medie, har de en ting til fælles: De er alle alle hamrende ligeglade med principper om privatlivets fred og med de konkrete personer, de krænker sålænge de kan få gevinst!

Se og Hør har åbenbart været lidt dygtigere eller måske lidt mere kyniske. Derfor har de gang på gang kunne bringe historier, som ingen andre kendte til. Jeg siger gerne, at de andre medier alene er misundelige. Ingen af medierne har et eller andet ædelt eller moralsk formål. Alene er det en kamp om at være de første til at bringe frisk sladder til torvs og høste prestige og penge på det.

Skal vi kigge lidt på “ofrene”, de kendte – som alle er karakteriseret af en fælles ting – De er “medieliderlige”, en uge uden at være med i et af ugebladene er en dårlig uge. Prøv at Google: “Michala Kjær” - Janni Spies og Christian Kjærs datter. Resultatet viser, at det just er studenterhuen der trykker. Men som mediebabe er hun skabt af alle de medier, den unge dame nu foragter så meget i al offentlighed.

Tro mig, Michala, optræder ganske frivilligt i Se og Hør inden for de næste 30 dage. De kendte og sladder medierne kan ikke undvære hinanden, så stop hykleriet når journalisterne også går bag om den enkelte “kendte”.

Den store skurk er i virkeligheden Nets, der slet, slet ikke lever op til sit ansvar for at beskytte personfølsomme data – en udpeget samfundsopgave, som bestyrer NemID og Dankortet. Adgangen til data er ganske fri og kontrollen er åbenlys lemfældig. Sikkerhedsbristen hos Nets og dets samarbejdspartnere (IBM) er i sig selv meget mere alvorlig, end at nogle kendisser har fået bragt noget utidig og ligegyldig sladder til torvs.

Endnu alvorligere er den ligegyldighed, som Nets og IBM viser over for gøre noget ved de problemer, som de får stukket lige op i ansigtet. Enten var sagens alvor ikke gået op for Nets. Eller også er man hos Nets klar over, at der var tale om en katastrofale sikkerhedsbrist – men netop fordi sagen er så alvorlig og belastende for Nets, prøver man at dysse den ned. Husk, de lige er blevet solgt til Goldmann Sachs og den handel til 17 mia. kroner skulle jo nødig gå i vasken pga. af man har købt katten i sækken. Vi har før stillet spørgsmålstegn ved selve handelen her på bloggen, men havde ikke tilstrækkelig fantasi til at forestille os det stod så skidt til med vores alles fortrolige oplysninger…

“Nødløgnen” i Justitsministeriet.

Tre dommere og gode kollegaer har gennemført forhør af departementschefen og en afdelingschef i Justitsministeriet i forbindelse med den såkaldte Christiania-sag.

Det er slået fast, at de to embedsmænd medvirkede til at fabrikere den løgn, som daværende justitsminister Morten Bødskov serverede for – og senere fyret af – Folketingets retsudvalg om udskydelsen af et besøg på Christiania.

Det er fuldkommen fatalt for folkestyret, hvis embedsmænd bidrager til at fabrikere løgne – og her taler vi om store løgne – over for Folketinget. Men sådan ser de tre dommere ikke på det. De kalder det ”en forklarlig og undskyldelig nødløgn”.

Folkestyret er på en moralsk glidebane nedad, regeringen Thorning har da haft turbo på skandalerne. Denne dommer godkendte nødløgn føjer sig til en stribe andre skandaler i ministerier.

Flere ministre udover Morten Bødskov, har talt usandt over for Folketinget. Embedsmænd har været involveret i at uddele støttemidler under særdeles tvivlsomme former (Socialministeriet). Andre embedsmænd har i en periode dækket over alvorlige fejl i egne rækker (Udenrigsministeriet). Der har været kø hos dronningen, med afgang af uduelige ministre. Listen er lang.

Sandheden i de sidste ugers hykleri er at, politikere, embedsmænd, dommere, dataselskaber og andre, slet ikke lever op til deres ansvar vi borgere forventer af dem, som deres reelle arbejdsgivere. Tankevækkende og ret skræmmende.

Læg så dertil sidste års indførelse af Offentlighedsloven, som giver politikerne endnu mere ‘arbejdsro’ bag kulisserne. Realiteten er jo at der skal endnu voldsommere midler til at fange fusk i embederne end tidligere. Man kan nå meget langt med ‘urent trav’ udstyret med med Nets’ brister, Offentlighedsloven og ‘Nødløgn’ for hånden.

Så tænk dig godt om før du lægger varer i indkøbskurven og betaler med Dankort. Du ved aldrig hvad Se & Hør kan få ud af det.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>