Gratis idé til alle supermarkeder!

Jeg undrer mig over den manglende udviklingslyst hos supermarkederne. Der er rigeligt med udfordringer for både danske forbrugere og tilsvarende mange for danske dagligvareudbydere. Udfra den gamle devise ”Forandring sker først, når smerten ved ikke at forandre sig bliver større” holder ikke engang stik længere. Den smerte trykker allerede og alligevel sker der intet nyt. Er der indtrådt følelsesløshed?

I dagens Børsen skriver Caroline Gerd Frandsen at ”Flere åbninger af Supermarkeder vil ende i blodbad”. Jamen, udfra ’De tre stores’ (Dansk Supermarked, DAGROFA, COOP) regnskabsaflæggelser er det blodbad i fuld gang og har været det i lang tid. Priserne, som forbrugerne møder ligner det selvsamme blodbad i sammenligning med EU-medianen. Udvidelser af et i forvejen overkapabelt distributionsnet er også kostbart og tager lang tid at tjene sig tilbage, så tilbage er vel snart kun at forandre det vanlige, hvis ikke ruinen skal stå for døren. For det vanlige er ikke godt for nogen parter.

Jeg kunne skrive brokketekst over alt det visionsløse ævl og kævl jeg dagligt bliver præsenteret for i dagligvarehandelen. Men jeg vil hellere – konstruktivt – præsentere en idé.

Lad mig motivere den med baggrunden: Der er til dato INGEN, der har løst omkostningsproblemet med fragt i forbindelse med e-handel af dagligvarer. Regningen skal tages og det er bare spørgsmålet om hvem; Udbyderen eller Forbrugeren? Et supermarked er i sandheden bare et ’selvhenter-koncept’, hvor hylderne udlejes til producenter. Den model bliver virkelig udfordret i disse dage, hvor anskaffelser kan foretages over nettet – hvor Forbrugens adfærd tækkes og ikke supermarkedets. Med 3-10 dagligvareindkøb om måneden er fragten en anseelig post for forbrugeren. Har man i forvejen en bil, så er månedsudgiften uspiselig ved e-handel for en gennemsnitsfamilie. Så min påstand er at så længe priserne ikke er meget lavere ved e-handel, så kan supermarkederne overleve e-dødstødet indtil videre…

Men hvorfor skal det være enten eller; e-handel eller a-handel?

Her kommer min idé: Mon ikke den mest tilgængelige og bedste løsning ligger midt imellem og hvorfor ikke give Forbrugerne selv-henter muligheden? Der bør indføres en tredie mulighed for køb: Bestil online hjemmefra og afhent selv poserne til aftalt tid, sted og betaling. På denne måde kan et indkøb foretages døgnet rundt når forbrugeren har tid og typisk hentes på vej hjem fra arbejde. I supermarkedet kan medarbejdere, som tidligere sad ved kassen konverteres til pakkemedarbejdere. Ingen andre omkostninger end plastposerne og dette kan endda løses ved et pantsystem med genbrugs-lærredsposer udlånt af supermarkedet. Vupti!

Med al respekt for egen idé-rigdom; Dette er ikke en idé, der er brugt mange kalorier om at udvikle. Der er et problem, som er rimeligt defineret og så er det bare om at løse det.

Alligevel er der ingen der har koblet daglig-e-handel sammen med hente-ordninger selvom vi er vant til det med posthuse, pizzaer og andre ydelser.

Hvad med at tage ’tænkehatten’ på i stedet for at sidde på den?

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>