Julen; Madmæssigt ren SM – hvorfor gør vi det?

I dette lukkede fora, vil jeg gerne erkende at juleaften aldrig har været glædernes fest for mig – det er et personligt traume, alverdens psykologer aldrig får bugt med. Dertil har jeg haft og har også i år personlige oplevelser, de er bare for mange og ofte yderst kontante og ganske brutale. I år er jeg sat på udskiftningsbænken, er ikke en del af fællesskabet og ude af Danmark.

Mulighederne for at få stegt and, afhænger alene af den lokale mågevinge - McDonalds - eller den frysende gadesælger. Lad mig være ærlig, chancerne er nok ikke eksisterende. Juleaften bliver da igen et følelsesmæssigt helvede – siddende uden for fællesskabet – alene og afvist.

Heldigvis giver det også plads til eftertanke: Hvorfor gennemlever vi denne rituelle aften? år efter år? Er der nogen danskere det går lykkeligere i seng, når sidste julelys er slukket og sidste gave er vurderet som godkendt eller atter et bytteobjekt?

Nej det er en stor illusion, pumpet op af detailhandlen i den ubarmhjertige kamp for de sidste penge

Men lad os kigge på det kulinariske i juleaften og i juledagene: – Venner, det er da kulinarisk masochisme, Ja, lad os være ærlige – det er ren selvpineri. Hvorfor gør vi det igen i år i en højtid hvor 1.000 kr. i det lokale supermarked rækker som en snebold i helvede?

And og flæskesteg, hjemmelavet leverpostej, alverdens surprodukter og sild. Alt sammen fødevarer, ingen normal dansker kunne drømme om at sætte tænder i efter 2. juledag. Hvorfor gør vi det så? Igen år efter år? Ja, i år gør jeg det personligt så ikke. Hverken udskiftningsbænken eller det lokale supermarked levner mig mange chancer.

I alle årene har jeg altid betragtet lillejuleaften som essensen i hele julebudskabet, der hvor vi sammen gik og hyggende om maden og juletræet. Fik et glas portvin, 2 eller 3 eller indtil flasken var tørlagt. Der, hvor vi fik vendt året sammen.

Sådan bliver det ikke i år. Netforbindelsen er ringe og jeg er alligevel sat på udskiftningsbænken, så basalt er det alt sammen ligegyldigt. Der forventes næppe nogen større overgangssum for min person i det kommende transfervindue.

Men billedet bliver det samme i de mange små hjem, som sidste år og forrige år og forrige år: De gamle familiemedlemmer vil brokke sig over gebisset, forstoppelsen og det faktum, at de faktisk overhovedet ikke kan spise noget som helst. Ungdommen ser spisningen som et tvangsritual og ren tidsspilde, før de kan indsamle årets høst af gaver. Kampen om mandelgave er ren symbolpolitik.

I 2013, ligesom de forrige år, forsøgte jeg mig med budskabet om beskedne gaver, derfor er jeg igen karakteriseret som familiens nærige røvhul – uden medmenneskelig forståelse. Den julediskussion tabte jeg også i år, ungdommen forventer og får også forbrugsgoder i den høje ende af skalaen. Hvorfor, forstår jeg forsat ikke? Hvorfor ikke i februar måned eller måske i oktober, der hvor behovet måske er reelt? Hver anden gave bliver alligevel bytte de kommende dage, så hvorfor al dette cirkusshow pakket ind i farverigt julepapir?

Som siddende på udskiftningsbænken, er jeg ikke en del af 2013 juleritualet, måske – sikkert – også alene, vælger jeg at gå til køjs tidligt? Tristessen og tårer er sjældent en del af søvnen, ensomheden kan også bedre bearbejdes under en varm dyne, den 24. december.

Jamen, så kommer juledagene. Af en eller anden grund skal familien samles, ikke fordi de siger hinanden noget som helst de resterende 51 uger. Men er det jul, familiejul – fanden tage det.  Så kan de sidde sammen, igen spise sig atter en pukkel til, mens familiehyggen og familiedialogen bliver stadig mere anstrengt som snapsen glider ned? Hvorfor skal disse ritualer overleve i 2013? Hvorfor?

Jeg er ikke nogen sur mand, gentagne gange har jeg i julemåneden være til mange og dejlige arrangementer. Ofte er jeg blevet overmæt og reelt set også skide fuld - ingen klager herover. Men hvorfor skal min krop udsættes for det juleangreb – hver weekend i hele december?

Hvorfor ikke sprede glæder alle de sure vintermåneder der kommer? Og så droppe det mareridt, der hedder juleaften. I år har jeg gjort en aktiv indsats, helt alene…………………. Næppe den optimale løsning, men reelt eneste mulighed for os på bænken.

God jul.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>